Templer i Athen

Udflugter til Poseidon og Ægæerhavet

Poseidon templet

Udforsk Athens omegn på en halv eller hel dag og se en anden side af Grækenland. Poseidon og Ægæerhavet er en oplagt mulighed, som du kan nå med bus eller i lejet bil.

Poseidon og Ægæerhavet

Helt ude på spidsen af Attika-halvøen ligger Kap Soúnion, og på spidsen af Kap Soúnion ligger ruinerne af Poseidon-templet. Til trods for, at der kun er 15 af de 34 doriske marmorsøjler tilbage, er det et besøg værd alene på grund af sin beliggenhed. Poseidons tempelruin ligger kun få meter fra den stejle klippeskrænt ud mod Ægæerhavet, og specielt ved solnedgang er templet og Kap Soúnion et ualmindelig smukt syn.

Søjler med signaturer

Hvis du går helt tæt på søjlerne, vil du opdage, at de er fyldt med indridsede signaturer og skrifter. Det er ikke en del af det oprindelige Poseidon tempel, men en tradition, der startede, da den berømte engelske forfatter Lord Byron i 1810 ridsede sit navn i en af søjlerne. Men når det nu ikke kan være anderledes, er det da et underholdende element, at gå rundt og læse skriblerierne i Poseidon templet.

Transport til Poseidon

Du kan komme til Soúnion med bus, men du kan med fordel leje en bil og tage turen til Kap Soúnion langs Attikakysten (også kaldet Apollo-kysten). Her vil du undervejs støde på masser af små badebyer, der giver dig mulighed for at indlægge en lille svømme-pause.

Tags: Templer

Parthenon templet på Akropolis

Parthenon templet på Akropolis

Det første, de fleste tænker på i forbindelse med Akropolis, er det store smukke tempel Parthenon. Det er et af de mest berømte bygningsværker i verden og Athens vartegn. Når du besøger Parthenon, vil du uden tvivl blive imponeret, men sæt fantasien i gang og prøv at forestille dig, hvordan templet så ud, da det blev indviet for 2500 år siden som tempel for gudinden Athene. Marmortaget, de smukt farvede relieffer på frisen ovenover søjlerne, de hvide marmorvægge, der dannede templets rum og den 12 meter høje statue af Athene. SÅ er du imponeret! Parthenon er i dag "topløs", ensfarvet og lettere slidt, men det gør ikke oplevelsen mindre smuk.

Athene Nike templet på Akropolis

Når Athen besejrer perserne, skal det markeres. Og i 420'erne f.Kr. gjorde man det ved at bygge et tempel til den, der med sikkerhed var ansvarlig: Sejrens gudinde Athene Nike. Nike betyder sejr. Og således fik Athene Nike sit tempel på Akropolis, som du i dag kan beundre resterne af. Athene Nike templet var det første joniske tempel, der blev bygget på Akropolis, og man har flere gange i historien skilt templet ad og genopbygget det for at redde det fra totalt forfald. Seneste redningsaktion fandt sted i slutningen af 1990'erne, hvor dele af Athene Nike templets friser blev nedtaget, og er nu udstillet på Akropolis Museum.

Erechtheion templet på Akropolis

Erechtheion templet på Akropolis

På Akropolis' mest hellige sted ligger templet Erechtheion. Erechtheion er mest kendt for sine karyatidesøjler, der er placeret i Erechtheion-templets sydlige forhal, hvor de bærer templets vægt på deres hoveder. De figurer, du ser i dag er afstøbninger, men 4 af de originale kvinder er udstillet på Akropolis Museum. Udover kvindesøjlerne, var Erechtheion hjemsted for den hellige Athene-statue af oliventræ, og under osmannerne blev templet meget passende lavet om til harem.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share