Udflugter til Apollo-kysten

Skønne strande tæt på Athen

Apollo-kysten mellem Piræus og Soúnion er en rute, der byder på masser af bademuligheder og strandaktiviteter. Her på Apollo-kysten ligger hotellerne side om side krydret med restauranter, taverner og butikker. Alle byerne byder på lækre sandstrande af den mere turistprægede art, og mellem disse kan du finde mere rolige bugter og klippestrande. Læs mere herunder.

Feriebyer på Apollo-kysten

Tættest på Piræus ligger Palaío Fáliro - en lille rolig ferieby på Apollo-kysten, som har Athens nærmeste strand med masser af aktiviteter i sommermånederne. Lidt længere mod syd langs Apollo-kysten kommer du til kystbyerne Glyfáda og Alímos. Dette område er ægte "turistland" med alt hvad dertil hører af hoteller, restauranter og barer, støj og hektisk aktivitet. På den anden side giver det også en masse aktivitetstilbud, og du kan bruge lidt tid til en tur rundt i de lækre lystbådehavne, og øve dig i ikke at være alt for misundelig på bådenes ejere.

Luksusferie på Apollo-kysten

Misundelse bliver muligvis temaet, når du når til Vouliangmeni længere sydpå. Dette meget mondæne område er hjemsted for luksus-turisterne. De dyre luksushoteller ligger på rad og række med udsyn til marinaen, hvor det kan være svært at se forskel på de private yachter og færgerne inde fra Piræus havn. Trænger du til at forkæle dig selv lidt, kan du besøge Astir Beach Club, der er en af de mange betalingsstrande langs Apollo-kysten. Astir Beach Club har frodige omgivelser og ligger ude på spidsen af den lille private halvø - derfor er stranden en særlig oplevelse. Astir Beach Club er åbent fra 08.00 - 20.00 hele sommersæsonen.

Vouliangmeni-søen

Lidt inde i landet fra Apollo-kysten og Vouliangmenil, kan du besøge Vouliangmeni-søen. Den er ikke blot ualmindelig smuk, men dens svovlholdige vand siges at kunne lindre gigtsmerter. Du kan benytte søens omklædningsfaciliteter og tage et dyp i søen, hvis du vil teste, om det er rigtigt.

Windsurfing ved Apollo-kysten

Er det ikke gigtsmerter, der plager dig, men mere en overvældende trang til at windsurfe, skal du blot fortsætte et kort stykke videre til Várkiza-bugten på Apollo-kysten. Her har surferne fundet deres Athenske paradis, og du kan leje udstyr flere steder langs stranden. Men ikke-surfere kan også finde stor glæde ved at stoppe op ved Várkiza-stranden. En lækker bred sandstrand byder dig velkommen til badning, solbadning eller frokost på en fiskerestaurant.

Restauranter, ruiner og grotter i byen Vári

Er du ikke den store ynder af fisk, kan du for en kort bemærkning forlade Apollo-kysten og køre lidt ind i landet til byen Vári, hvis restauranter er kendt og eftertragtede for deres kødretter. Og mens du nu alligevel er der, så tag de ekstra 2 km nord for Vári, hvor du kan besøge Vári-grotten, der byder på smukke stalaktitter og et par enkelte små ruiner.

Anávyssos med lørdagsmarked

Tilbage ved kystvejen på Apollo-kysten vil du resten af vejen til Soúnion finde små hyggelige og fredelige bugter og vige, hvor du kan bade og slappe af. Har du lagt din udflugt langs Apollo-kysten på en lørdag, bør du gøre stop i Anávyssos undervejs. Byen ligger omgivet af vinmarker, hvor du flere steder kan besøge vingårdene. Men inde i selve Anávyssos er det markedet, der er trækplaster. Hver lørdag sælges årstidens frugt og grønt fra små boder - smukt, farverigt og indbydende. Er det ikke lørdag, må du "nøjes" med fiskemarkedet nede på havnen i Anávyssos, hvor der hver dag sælges frisk fisk direkte fra havet.

Skriv en kommentar

Vises ikke offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <img> <br> <p> <table> <th> <tr> <td>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Hjælp til formatering

Abonnér på feed Bookmark and Share